Slået op d.

Copenhagen Fashion Week i re-tænkningens ånd

Det har været hårde måneder for modebranchen, og dejligt ville det være, hvis man kunne åbne august 2020 med et brag af en fest. Ser man på livestream fra de festklædte kendisser lignende meget sig selv. Og dog….

For det første er branchen udfordret på bæredygtighed. Modebranchen er jo kendt som belastende for miljøet, og det har gennem en årrække være  en langsom, men voksende erkendelse, som covid-19-krisen måske har sat fart i?

For det andet blev Copenhagen Fashion Week et forsøg på at udnytte tidens digitale muligheder. Både fordi de eksisterer, og fordi krav om afstand og mindre forsamlinger gjorde det til en nødvendighed.

Det positive i den sammenhæng er, at alle fik adgang til at opleve de forskellige brands live fra skærmen – uden at man nødvendigvis er en dedikeret følger eller fortaler for et bestemt brand. Man kunne tilgå shows, installationer og performance i bestemte tidsintervaller, som når man selv haster rundt med biler eller bus for at nå de forskellige shows. Nu var det blot hjemmetid, hvor man ventede på næste begivenhed. Hele den hektiske atmosfære og de mange stemningsgivende mennesker og omgivelser måtte man tænke sig til

Fysisk eller digital tilstedeværelse

Man kan selvfølgelig hævde, at de film eller den performance som et brand havde valgt kunne gengive dette. Men der er forskel mellem fysisk og digital tilstedeværelse. Fx var skærmen mellem de enkelte brands ”optræden” intetsigende og med et simpel lydbillede, der blev gentaget igen og igen. Man kunne heldigvis bruge tiden på at dykke ned i de forskellige brands og tilgå interviews med CEO og designere, og det var givende. Noget af det, man naturligt spurgte ind til, var ansvarlighed og bæredygtighed.

Æstetik

For mig at se var det mere vellykkede Stine Goyas ”show”. Det hænger sammen med, at hele det digitale univers var tænkt ind, samtidig med at man brugte location og dygtige performancekunstnere/dansere  i et farverigt univers. Givet var den smukke københavnerdomicil med højt til loftet og klassicistiske træk – god arkitektur er i sig selv en gevinst, Stine Goya brugte de samme farveskift som også indgå på hjemmeside og genkendeligheden var tydelig – både i farver og grafik. Men derudover blev der fortalt en historie om kunst og inspiration – bøger og viden og dertil en række smukke unge mennesker, hvor der var lagt vægt på diversitet og forskellighed ( det var et tydeligt tema hos mange brands).

I disse omgivelser  og i den handlingskomposition stod tøjet lysende klart og sammenhæng mellem den digitale fortælling og brandet var tydelig.

Når man skal tænke digitalt

Det er en udfordring, og en del shows blev fotoshoot med lyd på, hvor man fx fremhævede diversitet. Andre havde valgt abandoned places – en tendens som jeg har været fascineret af og skrevet om for år siden –fx Rains en forladt og ødelagt indendørs svømmehal tilsat grønne planter ( det grønne er tidstypisk tendens i indretning). Denne performance eller installation kan man nu se på deres hjemmeside.

Performance og kunst

Andre steder blev live performance måske lidt for amatøragtigt: Det mener jeg på en fair måde: Modeller skal normalt gå på en catwalk – det kan de. Nu skal de måske ligefrem optræde i en rolle – det er ikke så lige til. Det tager år at uddanne sig til skuespiller eller danser for den sags skyld. Derfor så man også brands anvende kunstnere til at udtrykke brandes idé. Koblingen mellem kunst og mode er et tilbagevendende tema.

Digitalt og bæredygtigt

Copenhagen Fashion Week blev et forsøgt på at skabe noget digitalt og komme med et bud på en vej at gå for at fremtidssikre modeshows. Men den digitale historie og dens sammenhæng til brand ID og de øvrige digitale platforme er noget der fortsat skal og kan udforskes.

Det bæredygtige blev nok mest i valg af modemessens fokus og i samtaler og gennem de krav, der blev stillet til de brands, der skulle deltage. Det er jo svært at slippe nyhedens værdi i farver og styles i de enkelte shows. Det kan være bestemt af forbrugerens forventninger til, hvad nyt og trendsættende skal være. Mange af de deltagende gæster så heller ikke ud til at have skruet ned for nye styles og nye farver. De er vel repræsentanter for de influencere, som modebranchen læner sig op ad og gerne vil sælge igennem?

 

Helle Christiansen underviser i digitale universer, consumer culture og smagsfællesskaber på BA 

Slået op d.

Watercolourworld: en glemt rytme før fotografiet

Jeg har længe været fascineret af kunstneren Maria Merian (1647-1771), da jeg tilfældigt så en udstilling af hendes kunst på Getty Museet i LA.

Jeg er vild med detaljen – fascinationen af naturen og så skønhedens i hendes værker. Der er en respekt for verden omkring hende: for de eksotiske dyr og planter hun afbilleder –

Dertil skal nævnes, at hendes undersøgelser og gengivelser af sommerfugles metamorfose gjorde hende til en pioner inden for undersøgelser af insekter. Godt gået at en kvinde dengang.

Derfor glæder det mig også, at et engelsk baseret fond har oprettet https://www.watercolourworld.org, hvor de vil vise gengivelsen af verden før fotografiet tog over. Maria Merian er blot en blandt mange tusinde, der har indfanget verden. Watercolourworld forsøger at afbillede og samle en verden i akvarel: det kan være sameres liv, det kan være temaer som picnicens historie. Så det er også en antropologisk samling, som både giver stof til eftertanke, men også rummer inspiration til nutidens kreativitet.

Brug siden som inspiration – eller glæd dig over en tid, hvor fordybelse og den rolige bevægelse med pensel over papir udgør en rytme i mennesket. En rytme vi trænger til at komme tilbage til, vil jeg mene.

Slået op d.

Airspace – når alle steder bliver ens

Vi hylder hele tiden, hvor individuelle vi er. Men viser vi ikke blot de samme lykkelige og stilfulde setups i vores virkelighed? Jeg kender unge, der tager 100 billeder for at få det rigtige til en Instagram profil og mange vælger samme trutmund – for ikke at sige benstilling, hvis vi skal se hele personen eller outfittet.

Sociologer som Baumann og Castells har påpeget det længe: en store gruppe af mennesker lever i en form for fællesskab, der ikke er baseret på fysisk tilhørsforhold, men på virtuelle tilhørsforhold. Castells påpeger, hvordan steder mister deres lokale præg og at ”eliten” bevæger sig i rum, der minder om hinanden. Bauman taler om ”turisterne” i den flydende modernitet, der kan agere i et åbent rum fyldt med muligheder, der er ens trods forskellige i nationalitet og opholdssteder.

Airspace er et begreb, der tales en del om, hvor en café på Brooklyn kan minde om én i Berlin eller København. Den virtuelle iscenesætte er stort set ens. Forskellene forsvinder for det, der er eftertragtet.

Vi liker kun den æstetik vi er enig om er tiltalende eller den provokation, der er grænseoverskridende – på en særlig indforstået måde.

Det er tankevækkende i en tid, hvor de fleste af os tror, at vi iscenesætter livet på vores helt specielle måde i et landskab af åbne muligheder, som vi vælger i sikker forvisning om, at det gør os særlige og derfor eftertragtede: om det er dit rustikke skærebræt med hjemmebagt brød eller om det er din evne til at opsnuse det helt rigtige sted som baggrund for dit lykkelige liv.

Slået op d.

Fremtiden: når billig arbejdskraft ikke længere er løsningen

 

I forbindelse med Davos 2017 fremsagde Larry Fink, der bl.a. står bag kapitalfonden BlackRock, en spændende forudsigelse, der giver stof til eftertanke.

Det han bl.a. påpeger er at de lande, der har ”satset” på billig arbejdskraft meget let kan bliver overhalet indenom af den teknologiske udvikling.

I fremtiden bliver verden mere og mere teknologisk ,og man får slet ikke brug for store mængder af billig arbejdskraft. Det store spørgsmål er om de nationer, der bliver ramt af dette faktum er i stand til at byde ind med alternativet, som kan være viden og teknologi. Men det kan også være uddannelsessystemer, der er i stand til hurtigt at tilpasse sig en mere disrupt fremtid.

 

Slået op d.

Har du likes, skal det nok gå!

Da jeg for et par år siden søgte professionelt råd omkring markedsføring af min virksomhed, var der ingen tvivl om, hvilken strategi, jeg skulle anvende. Jeg skulle være synlig på de sociale medier – jeg skulle ind i like-jagten. Det er jeg nok ikke den eneste, der har fået at vide!

Derfor læser jeg med interesse artiklen “Sociale medier mister effekt” (Berlingske Business, 5. Maj), hvor Alex Sabour fra mediebureauet Citrusmedia påpeger, at ”der florerer en myte om social media-engagement”. Han har undersøgt hvor stort et engagement 168 af verdens største kendisser og brands skaber på Facebook. Alex Sabour konstaterer: ”stor set ingenting”.

Effekten og engagementet er faldende  på de sociale medier, og  Alex Sabour henviser bl.a. til den australske marketingsprofessor Mark Ritson, der forholder sig til de omkostninger, der er forbundet med at være til stede på de sociale medier i forhold til det, man får ud af det ( Return on Investment).

Man skal have eksternt rådgivning fx om hvilke platforme man skal være på. Skal man jage det nye eller er facebook godt nok? Der skal skabes indhold og opdateringer. Det er både dyrt,  tidskrævende og kræver strategiske overvejelser.

Selvfølgelig er der mange gode eksempler på, at de sociale medier gør en forskel for en virksomhed. Disse historier er medierne fyldt med.

Men det er nok på tide, at man tænker på hvad, ”der kan betale sig”, og hvad den reelle effekt er.  Måske er det ikke længere gammeldags eller flovt, hvis man forgæves venter på effekten af likes og engagement. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at det italesættes, så markedsføringspengene gives rigtigt ud.

Slået op d.

Trends som bobler

Trends kan på mange måder opfattes som bobler, der opstår for så senere at aftage og forsvinde.

Inden for trendforskningen er der gjort utallige forsøg på at forklare disse bobler.

En typisk forklaring har i en lang årrække været at det var bestemte trendsettere, der bestemte kursen, som vi andre så blot fulgte. Man kunne næsten følge trendsetterens fodspor som dokumentation.

Flere begynder at sige at moden er død (senest Li Edelkoort som alle lytter til). Det er den jo nok ikke, men det er tydeligt at det bliver vanskeligere og vanskeligere at følge de klare spor for, hvordan noget opstår og spreder sig og det sætter kendte mønstre under pres (om det så betyder en ende på moden, som vi kender den og som Li Edelkoort forudsiger er jo en mulighed).

Internettet og de sociale medier har givet en anderledes spredning, som endnu ikke er kortlagt til fulde.Derfor bliver det spændende at se, hvad det nye ”boblecenter”, som den karismatiske professor Vincent Hendricks etablerer med støtte fra Carlsbergfondet, når frem til i forskningen omkring bobler, og hvorfor de opstår.

Et udgangspunkt i forskningen er bl.a. internettet og de sociale medier, som giver mulighed for en ekstrem hurtig spredning med et ofte ugennemskueligt mønster. ”Boblecenteret” sigte er både at undersøge det negative bobler ( finansielle bobler, polarisering), men også de mere godartede bobler (fx social ansvarlighed).

Den grundlæggende struktur er ifølge Hendricks, at vi  – når vi er i tvivl og måske ikke har informationer nok til rådighed – ofte ser på, hvad andre mennesker gør og så kopierer det.

Det er kendetegnede inden for mode og livsstil. Her skal man heller ikke nødvendigvis have særlige mange informationer til rådighed, før man gør som de andre. Det er fordi det er visuelle ”artefakter” vi orienterer os efter. Vi opfatter farver, mønstre, strukturer og så opfatter vi også hele den habitus, der er omkring produktet  og de mennesker der vælger den givne genstand eller det bestemte produkt. Det er let at følge strømmen med et enkelt ”like” eller to.

Den store opgave bliver så at klarlægge, hvem det er vi kopierer og følger. Det ser ud til at bliver langt mere tilfældigt og ugennemskueligt i internettets og de sociale mediers tid. Se blot på de mange ”shitstorms”, der på alle måder anskueliggør det noget tilfældige i spredninger af budskaber. Det er også karakteristisk, at store og små begivenheder eksisterer side om side – og får samme tid og rum for opmærksomhed – og at det ofte er svært for os at være skarpe på det væsentligste, fordi mængden af informationer vi skal forholde os til er enorm.

Vi læser modeblogs, efterligner stilen og tager valgene til os. Men skal vi tror på Li Edelkoort, så mangler likes-generationen fordybelsen og lade sig blænde at det hurtige og overfladiske og stiller ikke skarp på modens dybere mening og forandringspotentiale. Vi skal videre til nye likes og følge nye bobler.

 

 

Slået op d.

Vinder af Designers Nest AW15: nordisk vildmark og futurisme

Jeg var så heldig at overvære Designers Nest AW15 i fredags og må sige – ud fra den korte præsentation som catwalken giver – at vinderen finske Rolf Ekroth også var min favorit.

Det var en stærk historie om Finland og store kolde vidder tilsat nutidens futuristiske inspiration.

Da Rolfs Ekroths designs ramte podiet var det både fortid – krigere fra det kolde nord – og fremtid i en mere metallisk verden. Men det var først og fremmest en nordisk grundtone som var stærkt overbevisende og helt i forlængende af de øvrige ”legende drenge” som dansk ( og nordisk) design heldigvis bliver beriget med lige nu.

Dommerpanelet  bestod af Chris Pedersen moderedaktør for italiensk Vogue Sara Maino, Henrik Vibskov, designer Leyla Piedayesh fra Lala Berlin samt Guillaume de Piedoue fra eyesontalents.. De havde selvfølgelig haft mulighed for at være tættere på finish, detaljer og materialer end jeg i det hurtige moment som en catwalk er.

Slået op d.

Bæredygtigt materiale: Tang til rå design

Det er altid spændende, når nyt naturmateriale bringes i brug i tidens design. Her er det Jonas Edvard og Nikolaj Steenfatt, der har lanceret produkter, der er lavet af forarbejdet tang, der hænges til tørre og koges til en masse, som derefter blandet med papir, som kan modelleres. Det bliver til et kork-lignende materiale, der kan spænde i farver fra mørkebrun til lys grøn alt efter tangs naturlige farve.

Spændende hvad havets organiske kammer kan bibringe design i de næste år.

 

Slået op d.

Trend: er neopren bæredygtigt?

Neopren er gået fra at være en del af funktionstungt sportudstyr til at blive brugt i tøj- og skomoden. Alexander Wang og H&M hysteriet i torsdags 6.  november er et eksempel på eksponeringen af neopren. Wang står jo lang fra alene – både frakker og sko fra en lang række brands udforsker neopren. Det er spændende fra et visuelt og æstetisk synspunkt – ingen tvivl om det.

Neopren falder på en bestemt måde, og dets struktur kan være spændende at udforske som designer i en tid, hvor en trend i fashion er strukturer og nye materialer.  Det er jo en del af designeres DNA at udforske det nye – det ukendte.

Jeg havde måske forestillet mig, at neopren havde nogle bæredygtige kvaliteter,  som kunne forklare, at materialet har indfundet sig i fashion lige nu. Det er i tidens ånd og rigtig mange kendte designere, brands og modepersonligheder fokuserer på bæredygtighed, når de agerer firtsmovere i medierne.

Men neopren har først og fremmest isolerende egenskaber – også nu hvor modebranchen har kastet sig over materialet.

Så lige som vi forbrugere ofte siger noget og gør noget helt andet, når vi vælger design og mode – det man kalder citizen-consumer gab – og derfor går efter det, vi synes er mest lækkert. Så gælder det også designerne. Fokus er også her på trends og moderigtige materialer. Lige nu er det neopren – bæredygtigt eller ej.

Slået op d.

New York: Er grøntsager blevet kunst og æstetik for storbysegmentet?

Nyd den æstetiske opstilling af grønsager på markedet ved Union Square i New York på en smuk efterårsdags her i oktober.

Som grønsagerne fremstår på et marked, der er velbesøgt af det veluddannede storbysegment, får det mig til at tænke på, hvorfor der bruges mange kræfter på at få det rå og uforarbejdede grønt til at fremstå så appetitligt og æstetisk?  Det er jo nærmest en slags visual merchandise for grøntsager. Farver og former inspirerer,  og grøntsagerne bliver en æstetisk konstruktion – måske næsten små kunstværker. Visual Merchandise skal jo fremme købet – og det gør det helt sikkert af disse grønsager.

IMG_0524

Sund mad og grønt har jo været en stærk trend i storbyer længe. Se blot på Whole Foods Market som opstod for år tilbage og tiltrækker mange af de travle newyorkere dagligt. Her lægges vægt på det sunde, det grønne og det lokalt producerede.

Opstillinger som jeg møder her omkring Union Square, får mig også til at tænke på, at det passer godt på den selv-iscenesættelse, som præger moderne forbrugere: nu køber jeg smukke ting – eller smukke grønsager og så er jeg….

Det store spørgsmål er, om grøntsagerne bliver omsat til mad hos den travle newyorker eller om de først og fremmest er statements som en del af storbyforbrugers identitet: – jeg køber – jeg viser – altså er jeg.  Mad er efterhånden blevet en af de  vigtigste flash-factor for mange storbyboerne. Det er også tydeligt her i New York.IMG_0530