Slået op d.

Trends som bobler

Trends kan på mange måder opfattes som bobler, der opstår for så senere at aftage og forsvinde.

Inden for trendforskningen er der gjort utallige forsøg på at forklare disse bobler.

En typisk forklaring har i en lang årrække været at det var bestemte trendsettere, der bestemte kursen, som vi andre så blot fulgte. Man kunne næsten følge trendsetterens fodspor som dokumentation.

Flere begynder at sige at moden er død (senest Li Edelkoort som alle lytter til). Det er den jo nok ikke, men det er tydeligt at det bliver vanskeligere og vanskeligere at følge de klare spor for, hvordan noget opstår og spreder sig og det sætter kendte mønstre under pres (om det så betyder en ende på moden, som vi kender den og som Li Edelkoort forudsiger er jo en mulighed).

Internettet og de sociale medier har givet en anderledes spredning, som endnu ikke er kortlagt til fulde.Derfor bliver det spændende at se, hvad det nye ”boblecenter”, som den karismatiske professor Vincent Hendricks etablerer med støtte fra Carlsbergfondet, når frem til i forskningen omkring bobler, og hvorfor de opstår.

Et udgangspunkt i forskningen er bl.a. internettet og de sociale medier, som giver mulighed for en ekstrem hurtig spredning med et ofte ugennemskueligt mønster. ”Boblecenteret” sigte er både at undersøge det negative bobler ( finansielle bobler, polarisering), men også de mere godartede bobler (fx social ansvarlighed).

Den grundlæggende struktur er ifølge Hendricks, at vi  – når vi er i tvivl og måske ikke har informationer nok til rådighed – ofte ser på, hvad andre mennesker gør og så kopierer det.

Det er kendetegnede inden for mode og livsstil. Her skal man heller ikke nødvendigvis have særlige mange informationer til rådighed, før man gør som de andre. Det er fordi det er visuelle ”artefakter” vi orienterer os efter. Vi opfatter farver, mønstre, strukturer og så opfatter vi også hele den habitus, der er omkring produktet  og de mennesker der vælger den givne genstand eller det bestemte produkt. Det er let at følge strømmen med et enkelt ”like” eller to.

Den store opgave bliver så at klarlægge, hvem det er vi kopierer og følger. Det ser ud til at bliver langt mere tilfældigt og ugennemskueligt i internettets og de sociale mediers tid. Se blot på de mange ”shitstorms”, der på alle måder anskueliggør det noget tilfældige i spredninger af budskaber. Det er også karakteristisk, at store og små begivenheder eksisterer side om side – og får samme tid og rum for opmærksomhed – og at det ofte er svært for os at være skarpe på det væsentligste, fordi mængden af informationer vi skal forholde os til er enorm.

Vi læser modeblogs, efterligner stilen og tager valgene til os. Men skal vi tror på Li Edelkoort, så mangler likes-generationen fordybelsen og lade sig blænde at det hurtige og overfladiske og stiller ikke skarp på modens dybere mening og forandringspotentiale. Vi skal videre til nye likes og følge nye bobler.