Slået op d.

Har du likes, skal det nok gå!

Da jeg for et par år siden søgte professionelt råd omkring markedsføring af min virksomhed, var der ingen tvivl om, hvilken strategi, jeg skulle anvende. Jeg skulle være synlig på de sociale medier – jeg skulle ind i like-jagten. Det er jeg nok ikke den eneste, der har fået at vide!

Derfor læser jeg med interesse artiklen “Sociale medier mister effekt” (Berlingske Business, 5. Maj), hvor Alex Sabour fra mediebureauet Citrusmedia påpeger, at ”der florerer en myte om social media-engagement”. Han har undersøgt hvor stort et engagement 168 af verdens største kendisser og brands skaber på Facebook. Alex Sabour konstaterer: ”stor set ingenting”.

Effekten og engagementet er faldende  på de sociale medier, og  Alex Sabour henviser bl.a. til den australske marketingsprofessor Mark Ritson, der forholder sig til de omkostninger, der er forbundet med at være til stede på de sociale medier i forhold til det, man får ud af det ( Return on Investment).

Man skal have eksternt rådgivning fx om hvilke platforme man skal være på. Skal man jage det nye eller er facebook godt nok? Der skal skabes indhold og opdateringer. Det er både dyrt,  tidskrævende og kræver strategiske overvejelser.

Selvfølgelig er der mange gode eksempler på, at de sociale medier gør en forskel for en virksomhed. Disse historier er medierne fyldt med.

Men det er nok på tide, at man tænker på hvad, ”der kan betale sig”, og hvad den reelle effekt er.  Måske er det ikke længere gammeldags eller flovt, hvis man forgæves venter på effekten af likes og engagement. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at det italesættes, så markedsføringspengene gives rigtigt ud.