Slået op d.

Airspace – når alle steder bliver ens

Vi hylder hele tiden, hvor individuelle vi er. Men viser vi ikke blot de samme lykkelige og stilfulde setups i vores virkelighed? Jeg kender unge, der tager 100 billeder for at få det rigtige til en Instagram profil og mange vælger samme trutmund – for ikke at sige benstilling, hvis vi skal se hele personen eller outfittet.

Sociologer som Baumann og Castells har påpeget det længe: en store gruppe af mennesker lever i en form for fællesskab, der ikke er baseret på fysisk tilhørsforhold, men på virtuelle tilhørsforhold. Castells påpeger, hvordan steder mister deres lokale præg og at ”eliten” bevæger sig i rum, der minder om hinanden. Bauman taler om ”turisterne” i den flydende modernitet, der kan agere i et åbent rum fyldt med muligheder, der er ens trods forskellige i nationalitet og opholdssteder.

Airspace er et begreb, der tales en del om, hvor en café på Brooklyn kan minde om én i Berlin eller København. Den virtuelle iscenesætte er stort set ens. Forskellene forsvinder for det, der er eftertragtet.

Vi liker kun den æstetik vi er enig om er tiltalende eller den provokation, der er grænseoverskridende – på en særlig indforstået måde.

Det er tankevækkende i en tid, hvor de fleste af os tror, at vi iscenesætter livet på vores helt specielle måde i et landskab af åbne muligheder, som vi vælger i sikker forvisning om, at det gør os særlige og derfor eftertragtede: om det er dit rustikke skærebræt med hjemmebagt brød eller om det er din evne til at opsnuse det helt rigtige sted som baggrund for dit lykkelige liv.