Slået op d.

Airspace – når alle steder bliver ens

Vi hylder hele tiden, hvor individuelle vi er. Men viser vi ikke blot de samme lykkelige og stilfulde setups i vores virkelighed? Jeg kender unge, der tager 100 billeder for at få det rigtige til en Instagram profil og mange vælger samme trutmund – for ikke at sige benstilling, hvis vi skal se hele personen eller outfittet.

Sociologer som Baumann og Castells har påpeget det længe: en store gruppe af mennesker lever i en form for fællesskab, der ikke er baseret på fysisk tilhørsforhold, men på virtuelle tilhørsforhold. Castells påpeger, hvordan steder mister deres lokale præg og at ”eliten” bevæger sig i rum, der minder om hinanden. Bauman taler om ”turisterne” i den flydende modernitet, der kan agere i et åbent rum fyldt med muligheder, der er ens trods forskellige i nationalitet og opholdssteder.

Airspace er et begreb, der tales en del om, hvor en café på Brooklyn kan minde om én i Berlin eller København. Den virtuelle iscenesætte er stort set ens. Forskellene forsvinder for det, der er eftertragtet.

Vi liker kun den æstetik vi er enig om er tiltalende eller den provokation, der er grænseoverskridende – på en særlig indforstået måde.

Det er tankevækkende i en tid, hvor de fleste af os tror, at vi iscenesætter livet på vores helt specielle måde i et landskab af åbne muligheder, som vi vælger i sikker forvisning om, at det gør os særlige og derfor eftertragtede: om det er dit rustikke skærebræt med hjemmebagt brød eller om det er din evne til at opsnuse det helt rigtige sted som baggrund for dit lykkelige liv.

Slået op d.

Fremtiden: når billig arbejdskraft ikke længere er løsningen

 

I forbindelse med Davos 2017 fremsagde Larry Fink, der bl.a. står bag kapitalfonden BlackRock, en spændende forudsigelse, der giver stof til eftertanke.

Det han bl.a. påpeger er at de lande, der har ”satset” på billig arbejdskraft meget let kan bliver overhalet indenom af den teknologiske udvikling.

I fremtiden bliver verden mere og mere teknologisk ,og man får slet ikke brug for store mængder af billig arbejdskraft. Det store spørgsmål er om de nationer, der bliver ramt af dette faktum er i stand til at byde ind med alternativet, som kan være viden og teknologi. Men det kan også være uddannelsessystemer, der er i stand til hurtigt at tilpasse sig en mere disrupt fremtid.

 

Slået op d.

Har du likes, skal det nok gå!

Da jeg for et par år siden søgte professionelt råd omkring markedsføring af min virksomhed, var der ingen tvivl om, hvilken strategi, jeg skulle anvende. Jeg skulle være synlig på de sociale medier – jeg skulle ind i like-jagten. Det er jeg nok ikke den eneste, der har fået at vide!

Derfor læser jeg med interesse artiklen “Sociale medier mister effekt” (Berlingske Business, 5. Maj), hvor Alex Sabour fra mediebureauet Citrusmedia påpeger, at ”der florerer en myte om social media-engagement”. Han har undersøgt hvor stort et engagement 168 af verdens største kendisser og brands skaber på Facebook. Alex Sabour konstaterer: ”stor set ingenting”.

Effekten og engagementet er faldende  på de sociale medier, og  Alex Sabour henviser bl.a. til den australske marketingsprofessor Mark Ritson, der forholder sig til de omkostninger, der er forbundet med at være til stede på de sociale medier i forhold til det, man får ud af det ( Return on Investment).

Man skal have eksternt rådgivning fx om hvilke platforme man skal være på. Skal man jage det nye eller er facebook godt nok? Der skal skabes indhold og opdateringer. Det er både dyrt,  tidskrævende og kræver strategiske overvejelser.

Selvfølgelig er der mange gode eksempler på, at de sociale medier gør en forskel for en virksomhed. Disse historier er medierne fyldt med.

Men det er nok på tide, at man tænker på hvad, ”der kan betale sig”, og hvad den reelle effekt er.  Måske er det ikke længere gammeldags eller flovt, hvis man forgæves venter på effekten af likes og engagement. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at det italesættes, så markedsføringspengene gives rigtigt ud.

Slået op d.

Trends som bobler

Trends kan på mange måder opfattes som bobler, der opstår for så senere at aftage og forsvinde.

Inden for trendforskningen er der gjort utallige forsøg på at forklare disse bobler.

En typisk forklaring har i en lang årrække været at det var bestemte trendsettere, der bestemte kursen, som vi andre så blot fulgte. Man kunne næsten følge trendsetterens fodspor som dokumentation.

Flere begynder at sige at moden er død (senest Li Edelkoort som alle lytter til). Det er den jo nok ikke, men det er tydeligt at det bliver vanskeligere og vanskeligere at følge de klare spor for, hvordan noget opstår og spreder sig og det sætter kendte mønstre under pres (om det så betyder en ende på moden, som vi kender den og som Li Edelkoort forudsiger er jo en mulighed).

Internettet og de sociale medier har givet en anderledes spredning, som endnu ikke er kortlagt til fulde.Derfor bliver det spændende at se, hvad det nye ”boblecenter”, som den karismatiske professor Vincent Hendricks etablerer med støtte fra Carlsbergfondet, når frem til i forskningen omkring bobler, og hvorfor de opstår.

Et udgangspunkt i forskningen er bl.a. internettet og de sociale medier, som giver mulighed for en ekstrem hurtig spredning med et ofte ugennemskueligt mønster. ”Boblecenteret” sigte er både at undersøge det negative bobler ( finansielle bobler, polarisering), men også de mere godartede bobler (fx social ansvarlighed).

Den grundlæggende struktur er ifølge Hendricks, at vi  – når vi er i tvivl og måske ikke har informationer nok til rådighed – ofte ser på, hvad andre mennesker gør og så kopierer det.

Det er kendetegnede inden for mode og livsstil. Her skal man heller ikke nødvendigvis have særlige mange informationer til rådighed, før man gør som de andre. Det er fordi det er visuelle ”artefakter” vi orienterer os efter. Vi opfatter farver, mønstre, strukturer og så opfatter vi også hele den habitus, der er omkring produktet  og de mennesker der vælger den givne genstand eller det bestemte produkt. Det er let at følge strømmen med et enkelt ”like” eller to.

Den store opgave bliver så at klarlægge, hvem det er vi kopierer og følger. Det ser ud til at bliver langt mere tilfældigt og ugennemskueligt i internettets og de sociale mediers tid. Se blot på de mange ”shitstorms”, der på alle måder anskueliggør det noget tilfældige i spredninger af budskaber. Det er også karakteristisk, at store og små begivenheder eksisterer side om side – og får samme tid og rum for opmærksomhed – og at det ofte er svært for os at være skarpe på det væsentligste, fordi mængden af informationer vi skal forholde os til er enorm.

Vi læser modeblogs, efterligner stilen og tager valgene til os. Men skal vi tror på Li Edelkoort, så mangler likes-generationen fordybelsen og lade sig blænde at det hurtige og overfladiske og stiller ikke skarp på modens dybere mening og forandringspotentiale. Vi skal videre til nye likes og følge nye bobler.

 

 

Slået op d.

Vinder af Designers Nest AW15: nordisk vildmark og futurisme

Jeg var så heldig at overvære Designers Nest AW15 i fredags og må sige – ud fra den korte præsentation som catwalken giver – at vinderen finske Rolf Ekroth også var min favorit.

Det var en stærk historie om Finland og store kolde vidder tilsat nutidens futuristiske inspiration.

Da Rolfs Ekroths designs ramte podiet var det både fortid – krigere fra det kolde nord – og fremtid i en mere metallisk verden. Men det var først og fremmest en nordisk grundtone som var stærkt overbevisende og helt i forlængende af de øvrige ”legende drenge” som dansk ( og nordisk) design heldigvis bliver beriget med lige nu.

Dommerpanelet  bestod af Chris Pedersen moderedaktør for italiensk Vogue Sara Maino, Henrik Vibskov, designer Leyla Piedayesh fra Lala Berlin samt Guillaume de Piedoue fra eyesontalents.. De havde selvfølgelig haft mulighed for at være tættere på finish, detaljer og materialer end jeg i det hurtige moment som en catwalk er.

Slået op d.

Bæredygtigt materiale: Tang til rå design

Det er altid spændende, når nyt naturmateriale bringes i brug i tidens design. Her er det Jonas Edvard og Nikolaj Steenfatt, der har lanceret produkter, der er lavet af forarbejdet tang, der hænges til tørre og koges til en masse, som derefter blandet med papir, som kan modelleres. Det bliver til et kork-lignende materiale, der kan spænde i farver fra mørkebrun til lys grøn alt efter tangs naturlige farve.

Spændende hvad havets organiske kammer kan bibringe design i de næste år.

 

Slået op d.

Trend: er neopren bæredygtigt?

Neopren er gået fra at være en del af funktionstungt sportudstyr til at blive brugt i tøj- og skomoden. Alexander Wang og H&M hysteriet i torsdags 6.  november er et eksempel på eksponeringen af neopren. Wang står jo lang fra alene – både frakker og sko fra en lang række brands udforsker neopren. Det er spændende fra et visuelt og æstetisk synspunkt – ingen tvivl om det.

Neopren falder på en bestemt måde, og dets struktur kan være spændende at udforske som designer i en tid, hvor en trend i fashion er strukturer og nye materialer.  Det er jo en del af designeres DNA at udforske det nye – det ukendte.

Jeg havde måske forestillet mig, at neopren havde nogle bæredygtige kvaliteter,  som kunne forklare, at materialet har indfundet sig i fashion lige nu. Det er i tidens ånd og rigtig mange kendte designere, brands og modepersonligheder fokuserer på bæredygtighed, når de agerer firtsmovere i medierne.

Men neopren har først og fremmest isolerende egenskaber – også nu hvor modebranchen har kastet sig over materialet.

Så lige som vi forbrugere ofte siger noget og gør noget helt andet, når vi vælger design og mode – det man kalder citizen-consumer gab – og derfor går efter det, vi synes er mest lækkert. Så gælder det også designerne. Fokus er også her på trends og moderigtige materialer. Lige nu er det neopren – bæredygtigt eller ej.

Slået op d.

New York: Er grøntsager blevet kunst og æstetik for storbysegmentet?

Nyd den æstetiske opstilling af grønsager på markedet ved Union Square i New York på en smuk efterårsdags her i oktober.

Som grønsagerne fremstår på et marked, der er velbesøgt af det veluddannede storbysegment, får det mig til at tænke på, hvorfor der bruges mange kræfter på at få det rå og uforarbejdede grønt til at fremstå så appetitligt og æstetisk?  Det er jo nærmest en slags visual merchandise for grøntsager. Farver og former inspirerer,  og grøntsagerne bliver en æstetisk konstruktion – måske næsten små kunstværker. Visual Merchandise skal jo fremme købet – og det gør det helt sikkert af disse grønsager.

IMG_0524

Sund mad og grønt har jo været en stærk trend i storbyer længe. Se blot på Whole Foods Market som opstod for år tilbage og tiltrækker mange af de travle newyorkere dagligt. Her lægges vægt på det sunde, det grønne og det lokalt producerede.

Opstillinger som jeg møder her omkring Union Square, får mig også til at tænke på, at det passer godt på den selv-iscenesættelse, som præger moderne forbrugere: nu køber jeg smukke ting – eller smukke grønsager og så er jeg….

Det store spørgsmål er, om grøntsagerne bliver omsat til mad hos den travle newyorker eller om de først og fremmest er statements som en del af storbyforbrugers identitet: – jeg køber – jeg viser – altså er jeg.  Mad er efterhånden blevet en af de  vigtigste flash-factor for mange storbyboerne. Det er også tydeligt her i New York.IMG_0530

Slået op d.

Pop Art er blevet til playfullness i moden:

Det legende og humoristiske er en tendens i moden, og Moschino med designeren Jeremy Scott er et af de brands, der er toneangivende med tendensen. For et halvt år siden var det McDonald´s til f/w 2014- 2015 og i den forgangne uge på Milan Fashion Week er det Barbie-dukken og Barbies univers, der leges med. Engang var det Pop Art, der tog hverdagsting ud af deres kontekst og brugte hverdagens ikoner i en artistisk sammenhæng – nu er det moden. Det har en visuel gennemslagskraft i en tid, hvor vi modtager så mange indtryk, at kun de mest ikoniske huskes: her Barbie og før det McDonalds. Godt gået Moschino – eller skulle man sige Barbie!

Slået op d.

Ganni : Form og funktion i modeshow klikker de sociale medier

Hvad kan man forvente af et modeshow i dag? Det er svært at gøre noget overraskende nyt. Rigtig mange eksperimenter er lavet af de store internationale designhuse, – og hvem bliver ikke misundelig over Lagerfelds vindmøller og solceller i showet for Chanel SS13? Der er vel ingen tvivl om, at de danske designere har ideer, men økonomien sætter en øvre grænse for det mulige.

Når jeg ser Gannis show SS15 rammer det indbegrebet af, hvad man kan gøre for få penge. Man vælger en location, der swinger med temaet – her en gammel tennisbane, der både har historie og ”patina”. Locationen giver en visuel sammenhæng til tøjet og temaet – og spredningen er synlig på de sociale medier med det samme.  Vi husker historien, der visualiserer en sammenhæng mellem formen(tøjet) og funktionen  (her locationen). Det er helt afgørende i en flyvsk og billedintens tid som vores, hvis man vil huskes.

Soulland valgte modeller som stående statuer for 2 år siden i en gammel forfalden villa, der emmede af historie, og andre er siden fulgt efter i et forsøg på at tænke nyt. Denne gang har Naja Munthe forsøgt at lege med modellerne som statuer – og locationen er et kendt Galleri. Men ser man hendes kollektion SS15, så kommer det, der vises, til at minde for meget om udstillingsvinduer i en butik (bortset fra at modellerne har ”sjæl”), hvor man også anvender props til at skabe stemninger af ro og fordybelse.  Locationen er for så vidt velvalgt: et galleri til ”tableauer” og skulpturer. Men form og funktion mødes ikke på en overraskende og billedskabende måde, men minder om noget man har set alt for ofte – ikke mindst på mange modeblogs.

Jeg refererer ikke til tøjets værdi og æstetik, men til den helhedsskabende mulighed for at lave spredning og blive husket, som gode billedhistorier giver.